Fortsat fra forsiden
Et paradoks der kan forebygges
Siden kommunalreformen trådte i kraft i 2007 har kommunerne fået nye opgaver på såvel sundheds- som arbejdsmarkedsområdet.
Med sundhedsloven har kommunerne fået hovedansvaret for at skabe sunde rammer og etablere forebyggende tilbud til deres borgere, der kan understøtte en sund livsstil.
Sundhed sniger sig således ind alle vegne og i Center for Sundhed og Livsstil ønsker vi at bygge bro til kommunernes sundheds- og arbejdsmarkedsafdelinger, og tilbyde en ny vej mod sundhed.
Vi tager udgangspunkt i at styrke den enkelte borgers evne til at tage ansvar for eget liv, og deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
Sundhedstilbud til sygedagpenge- og kontanthjælpsmodtagere
Den offentlige sektor oplever i disse år et øget pres på sygedagpengeområdet. Udover de store menneskelige omkostninger, der er forbundet med langvarig sygdom betyder denne udvikling også store udgifter for kommunerne.
CSL er en patientuddannelse med et arbejdsmarkedsfokus og vi støtter mennesker, der er ramt af en sygdom eller kronisk lidelse med at vende tilbage til arbejdslivet og blive bedre rustet til at klare hverdagslivets udfordringer.
Da der sjældent er tale om et enkelt problem, der blot skal løses, men som regel en kompleks problemstilling, er der behov for en tværfaglig indsats, som omfatter mange elementer.
Vi har således ansat både sundhedsfagligt og arbejdsmarkedsfagligt personale, der tilsammen giver deltagerne de bedste muligheder for at fastholde tilknytningen til arbejdspladsen – eller for hurtigt at vende tilbage til arbejdsmarkedet i en funktion og en virksomhed, der er realistisk for den enkelte.



